En 1969 model. Er vokset op med biler, min far var brugtvognsforhandler, og jeg var sommetider med når han kørte til bilauktion for at opkøbe biler. Det var i Aalborg, Vejle, Hobro, Rønde eller Aarhus, tilbage sidst i 70’erne og 80’erne. Og jeg hjalp til på værkstedet når der var behov for det.
I 1983 fik jeg arbejde efter skoletid ved Ravnkilde Auto og Traktorværksted, det blev i 1987 til en læreplads, og i 1990 var jeg udlært, og blev ansat som svend. Min første bil var en Sunbeam 1500 GT 1974 og blev selvfølgelig udstyret med frontspoiler, sideskørter, hækvinge og scoob, alt lavet i karosseriplade, bagrudevisir, leopardindtræk, terninger i bakspejlet, og kusselys i bunden.
20 år senere, den 15/3-2010, spurgte min gamle mester, om jeg ville overtage værkstedet, jeg sagde JA. 1/4-2010 var Tulstrup Auto i gang. I første omgang lejede jeg mig ind, og i 2016 købte jeg værkstedet.
Det har efterhånden udviklet sig til et lille, hyggeligt, “oldschool” værksted, som sætter en ære i reparation og vedligehold af den ældre vognpark. Det er med stolthed og respekt, at jeg modtager kundernes biler, for at bringe dem tilbage til ære og værdighed.